Fem nætter i Lissabon

Luften i Lissabon er tung af duften af salt, varme stenmure og blomstrende jasmin. Lyset flyder gyldengult hen over de pastellfarvede facader, som om nogen har lagt dagen på et gammelt Polaroid-billede. Gaderne stiger og falder i en blid rytme, som om selve byen ånder – langsomt, næsten søvnigt, men med et hjerteslag, der vil skjule sig under overfladen. En gammel sporvogn knirker op ad bakkerne, som om den kæmper mod tiden. I baggrunden spiller en gademusikant et melankolsk fado-stykke på en slidt guitar. Melodien synes at stamme direkte fra et andet liv. Du sidder alene. En café, hvor bordene er for små og stolene for smalle, men alting har charme. Tjeneren bringer dig et glas Vinho Verde uden at spørge, om du har brug for noget. Din kuffert står stadig uåbnet ved siden af dig, som om du lige er ankommet – både indvendigt og udvendigt. I din notesbog ligger en glemt indkøbsliste fra sidste tirsdag. Ved siden af et foto, halvt gledet ud af bindet. Kanten er revet i stykker, som om det ofte er blevet taget op af pungen. Stemmerne omkring dig er som en susen. Portugisisk, engelsk, spansk, et brudstykke fransk. Nogen griner. Nogen skændes i telefonen. Nogen læser højt af en bog. Og så er der dette øjeblik – dette lille, svævende øjeblik mellem ankomst og beslutning. Hvad vil du gøre, Thomas?