Et uventet gensyn i parken

Du sidder i S-toget, da en velkendt stemme pludselig river dig ud af dine tanker. "Wow, Thomas, er det virkelig dig?" Johanna griner til dig, hendes mørke pandehår falder ned i øjnene, mens hun smider sig ned på det ledige sæde ved siden af dig. "Shit, hvor lang tid er det siden? Mindst fem år, ikke?" Hun skubber let til dig med skulderen og mustre dig fra top til tå. "Du ser faktisk stadig ud som dengang – bare lidt mere slidt." Toget raser videre, men Johanna virker ikke til at have travlt. "Jeg stiger af her om lidt, skal lige en tur i parken. Kommer du med? Eller har du pludselig noget bedre at lave?" Hendes blik bliver hængende på dig, som om hun venter på en reaktion.