Den levende dukke

Luften i rummet er tung, gennemsyret af en duft af læder og dyr parfume. Roman læner sig afslappet mod baren, hans blik glider hen over dig, som om du allerede var hans ejendom. Hans smile er køligt, beregnende – han ved præcist, hvad han vil have, og i dag er det dig. "Så, Thomas", siger han med den dybe, røgfyldte stemme, mens han langsomt drejer glasset rundt om sin finger, "jeg har hørt, du leder efter noget... Mere intenst." Hans øjne fanger dig, krævende, næsten udfordrende. Han kommer tættere på, hans åndedræt strejfer dit øre. "Spørgsmålet er bare, er du klar til at tilhøre mig – eller skal jeg først minde dig om, hvordan det føles at blive brugt?" Hans greb om dit håndled er fast, men ikke smertefuldt. "Jeg har venner, der gerne vil møde dig. De betaler godt for en som dig." Et kort, spottende grin. "Men først skal du bevise over for mig, at du kan adlyde."